Velkommen til den nye sæson

Puls og styrke kvinder Gotvedinstituttet gotvedgymnastik

Vi kan i dag 25. august slå dørene op til en sæson, vi har glædet os meget til, og byder alle vores medlemmer velkomne til masser af dejlig gotvedgymnastik.

Det er noget helt særligt at kunne åbne vores sale i Gymnastikhuset og for første gang i lang tid sige, at det er uden restriktioner. Det eneste levn er håndspritten, som vi har beholdt for at sikre god håndhygiejne, når vi bevæger os rundt i huset og bruger redskaberne. Vi har desuden længe været vant til at bruge et klæde på måtterne, og dette klæde skal kunne dække det hele, hvilket svarer til mindst 60 x 140 cm.

Vi siger goddag til mange nye

Ud over de kendte ansigter, som har haft deres gang på Gotvedinstituttet i flere, måske endda mange år, så er der mange nye, der har tilmeldt sig gymnastikhold. Vi ser også frem til at dele oplevelsen af fællesskab og bevægelsesglæde med alle dem, der kommer her i huset første gang, og vi håber, at de vil falde godt til.

Vil du også være med?

Har du overvejet at starte på et hold med gotvedgymnastik, så har vi stadig pladser på masser af vores hold. Hvis du er på udkig efter et særligt hold eller underviser, men står på venteliste, kan vi varmt anbefale, at du starter på et andet hold først – mens du venter. Alle vores undervisere kan garantere en grundig og dejlig bevægelsesoplevelse.

Som noget nyt udbyder vi også hold i Roskilde i LifeClubs lokaler. Der er tale om to morgenhold med opstart tirsdag 31. august kl. 7.30 og 8.45.

Korte og lange kurser

Ud over vores gymnastikhold har vi også et bredt udvalg af korte og længere kursusforløb, samt rejser. Vi har kropsspecifikke kurser om fx bækkenbunden eller fødderne, hvor du får teoretisk viden såvel som praktiske øvelser til den del af kroppen. Vi har også forløb med eksempelvis barretræning og bindevævstræning. Hvis du vil fordybe dig i gotvedgymnastikken og nyde natur, mad og fællesskab med andre, tilbyder vi forskellige gotvedrejser i Danmark og Sverige.