Vi er skabt til at bevæge os – hele livet igennem. Fysisk aktivitet gør din krop stærk og modvirker både skader og skavanker samt smerter. Derudover står du bedre imod overfor en række sygdomme. Motion er godt for hjernen og giver også et øget psykisk velvære og en bedre nattesøvn. Og ikke mindst er fysisk aktivitet en sund og naturlig måde til at mindske flere af de gener, der kan opstå i overgangsalderen.
- hede- og svedeture
- dårlig søvn
- stive led og ømme muskler
- humørsvingninger og ekstra følsomhed overfor stress
- manglende energi og handlekraft
- En følelse af ikke at kunne kende din krop
Så kom og vær med på dette træningsforløb tilrettelagt af Malene Helbak. Undervejs får du både undervisning i gotvedgymnastik og træningsøvelser, og dertil også viden og erfaringsudveksling omkring overgangsalderens forandringer.
Du vil komme til at arbejde med gotvedgymnastikkens enkle, gentagne bevægelser og fokus på vejrtrækningen. De blide, bevidste bevægelser giver ro, velvære og styrke i kroppen, og kan være med til at bedre dit immunforsvar samt forebygge og reducere stress.
Hver gang løber over 2,5 timer og starter med 45 minutters gotvedgymnastik. Herefter vil du blive budt på kaffe, the og snacks, mens Malene præsenterer udvalgt viden om overgangsalderen og åbner op for erfaringsudveksling mellem deltagerne. Så er der afsat 45 minutter til rolig bevægelse, stræk, selvmassage og/eller afspænding og til slut en kort afrunding og optakt til næste mødegang.
Hver mødegang har et fokusområde
- Intro til forløbet, de andre deltagere og gotvedgymnastik
- Fysiske forandringer – muskler, knogler og bækkenbund
- Nervesystemet og relationen til bindevæv og vejrtrækning
- Overgangsritualer – krise eller forandring?
Vi glæder os til at se dig!
Om Malene Helbak
Malene Helbak er 54 år og har arbejdet med kvinder i overgangsalderen, siden hun blev færdiguddannet på Gotvedinstituttet i 2020.
Hun har egen klinik, hvor hun behandler og vejleder kvinder, der er i denne fase af livet.
Derudover underviser hun kvinder 40+ i gotvedgymnastik på aftenskolehold med særligt fokus på det, der styrker og lindrer kroppen i denne tid.
Følg hende på Instagramprofilen @bedreovergang og få masser af viden og tips til overgangsalderen.