SEPTEMBER 2015 • NYHEDSBREV NR. 64 


 
Foto: Jens Hemmel

Gotvedinstituttet - bevægelse for krop og sjæl
Mandag 31. august blev navneskiftet markeret med en festlig eftermiddag i gården, på fortovet og i Gammel Sal.
Frederiksbergs Borgmester Jørgen Glenthøj holdt en tale om værdierne i Gotvedinstituttet, og for Frederiksberg. Bagefter trak han tæppet af det nye skilt, der nu pryder Gymnastikhusets facade, og styrede det 3-foldige hurra. Læs Jørgen Glenthøjs tale her.
Peter Larsen kom i skikkelse af Verner Herman Højgaard, idrætslærer ved Tordenmosegård efterskole, og fyldte gården med latter. Se her hvordan. Til sidst bød regnen at vi gik ind i Gammel Sal, hvor der var mulighed for at få testet sin balance, tale med undervisere, studerende og andre gymnaster.
Vi har nu et navn, et logo og en grafisk profil der passer til indholdet. Vi er gået fra skole til institut, men har stadig Gotved i hjertet og navnet. Som Borgmester Jørgen Glenthøj råbte på Vodroffsvej: Gotvedinstituttet længe leve!

Gymnastikhold og kurser
Mod slutningen af sidste år, opstod der en ny holdtype på instituttet. Dansehold, hvor der ikke tænkes på muskeltræning, udspænding og afspænding. Her mødes man hver uge for at danse med hinanden. De ligger onsdag 10.00 og fredag 14.00, med Signe Frydenlund og Gitte Just Christensen som undervisere.
På kursussiden er der 2 nye emner:
1.   Kombinationen af Gotvedgymnastik og Ny Dans, der her har fået navnet ”Lyt til kroppen”. Underviserne er bevægelsespædagog Lotte Marie Jensen og danser og koreograf Kristine van der Zaag. Læs mere her.
2.   ”Bevægelse og balance i nervesystemet” har vi alle brug for. 2. Det er navnet på dette kursus, hvor indholdet er Gotvedgymnastik og teori om nervesystemets funktion. Underviserne er uddannelsesleder Henriette Bolt og SE-terapeut Mette Gammeltoft.
Læs mere her.
Ellers er der de faste kurser i bækkenbundstræning, træning af fødderne, nakke/skulder, Indre fitness og balancetræning. Se listen over alle kurser.

Sang, dans og glæde
Fredag 23. oktober klokken 19.00-21.00 har vi et arrangement med fokus på åndedræt, bevægelse, sang og dans. Protektrice Anne Marie Helger og Søren Ekman står som arrangører. Helles søn Arne Gotved vil spille violin, bevægelsespædagog Hanne Herlin vil give os kropslig stemmetræning og Anne Marie Helger vil få os til at synge en af sine yndlingssange. Anne Ohm der er gymnast tirsdag 16.15 skrev til sommerfesten en sang som vi denne dag vil synge, mens vi bevæger os til den.
Denne dag ville Helle Gotved være blevet 103 år.
Det koster 50,- kr. at deltage, og man tilmelder sig via hjemmesiden, eller ved at kontakte kontoret.

Vi har brug for din støtte
Der er hvert år omkring 100 af Gotvedinstituttets venner der giver en gave på 200,- kr. Derved kan instituttet bevare den skattemæssige fordel, ved at være godkendt efter ligningslovens § 8A. Vi mangler i skrivende stund 30 styk, i at nå målet på de 100. Gaverne beregnes indtil oktober i et kalenderår, så gav du en gave i foråret, har du givet din gave i år. Hvis man vil give en gave til Gotvedinstituttet, kan man overføre 200,- kr. til Registreringsnummer: 8401 Kontonummer: 1184508. Læs mere om det med gaver.
Alle gaver er fradragsberettigede, skriv blot cpr nummer i feltet ”Meddelelse til modtager”, så oplyser vi skat om jeres gave, og siger på forhånd mange tak.

Sundhedsdagene på Frederiksberg
Igen i år afholder Frederiksberg Kommune Sundhedsdage i uge 37. Det bliver en uge fyldt med gratis aktiviteter, kurser og foredrag indenfor kost, motion og velvære.
Læs programmet her.
Ugen kulminerer med et sundhedsmarked d. 12. september på Frederiksbergs Rådhusplads hvor Gotvedinstituttet vil være repræsenteret på stand 17.
Program lørdag den 12. september:
• kl 10.00-16.00 Gotvedinstittuttets stand er åben
I dagens anledning tester vi alle der har lyst på deres balance med en let udført test. Resultatet kan du sammenligne med andre i din aldersgruppe og få en analyse af hvad du kan gøre for at forbedre DIN balance.
• kl 14.00-14.20 Aktivitetsteltet 
Spændende og inddragende foredrag om menneskets forunderlige balanceevne v. Lone Schaadt og Søren Ekman.
• kl 14.00-16.00 Græsområde A
Gotvedinstituttets livsglade seniordansehold byder velkommen til sjove begyndervenlige danseindslag for alle. Underviser Signe Frydenlund.

Stayin alive
Den populære danseforestilling Staying Alive der spillede på Det Kongelige Teater i det tidlige forår skal genopsættes til vinter. Omkring 40 friske gotvedgymnaster, alle over 70 år, deltog og fik en kæmpe oplevelse. Det gjorde publikum også, så var du ikke blandt de heldige der fik en billet sidste gang, får du hermed chancen igen. Billetsalget er åbent til de 3 forestillinger som ligger den 17. 18 og 19. januar. Klik her.

Gratisholdet
De studerende begynder at undervise fra og med fredag 2. oktober 15.00-16.00. Der er undervisning hver fredag indtil påske, dog ikke 16. oktober. Det er stadig et i form-hold for kvinder og mænd, og man skal ikke tilmelde sig. Holdet er for jer der går på et gymnastikhold i forvejen, og I møder bare op i tide til at klæde om.

Nye t-shirts
Vi har fået produceret en ladning grå t-shirts med det nye logo på ryggen, og ”bevægelse for krop og sjæl” på forsiden, over hjertet. De koster 130,- kr. og kan købes på kontoret. Der er en kvinde- og en mandemodel, og begge fås i S, M, L og XL. Ved at give besked til kontoret, kan man få udleveret t-shirts af underviseren, næste gang man kommer til gymnastik.

Sandkøller
De kendte og elskede sandkøller kan nu, efter mange forespørgsler købes på kontoret for 150,- kr. per par – eller 80,- kr. per styk. De findes i 2 modeller – en med rød stribe på 350 gram og en med grøn stribe på 500 gram. Dem kan man også betale til kontoret, som lægger dem til underviseren, der udleverer dem i salen.



Kontoret
Kontoret har åbent mandag 13.00-16.30, tirsdag 10.00-13.00, onsdag og torsdag 10.00-14.00.
Breve og emails besvares indenfor 3 arbejdsdage.

Gotvedinstituttet
Vodroffsvej 51 • 1900 Frederiksberg C • Tlf. 35 35 20 19 • Email kontor@gotved.dk