Vandreuge i uge 5

Forkælelsesuge med Gotved vandreture

For 4. år i træk arrangerer Henriette Bolt en vandreuge i skovene nord for  Storkøbenhavn. Med de erfaringer i rygsækken, har Henriette udviklet en aktiv ferieform, der styrker benene, giver gode oplevelser og plads til socialt samvær.

Kom med fra mandag 30. januar til fredag 3. februar 2023. Onsdag er fridag, hvor benene kan få en pause. Det bliver 4 dage med frisk luft og gode oplevelser.

Vi skal vandre i den smukke, danske natur, som kun er en lille togtur væk. Vi skal ud i den nøgne vinterskov og nyde den friske luft, den klare himmel og opleve vinterskovens beroligende skønhed. Vi tager vandrestøvlerne på og går 4 forskellige ruter i relativ kort afstand til København. Turene er på ca. 10 – 15 km og vil starte og slutte fra en togstation omkring København.

Program:

  • Mandag 30. januar: Vi starter på Holte station kl.10. Vi vandrer langs Furesøen over Vaserne og Bistrup til Birkerød, hvor vi spiser vores medbragte madpakke. Fra Birkerød kan man vælge at tage toget eller gå retur til Holte. Turen er i alt på ca. 13 km.
  • Tirsdag 31. januar: Vi mødes på Gentofte station kl.10. Vi går gennem Bernstorffsparken, igennem Dyrehaven til Strandmøllekroen, hvor vi spiser smørrebrød. Derfra går vi til Klampenborg gennem Taarbæk. Turen er på ca.12 km.
  • Torsdag 2. februar: Vi mødes på Holte station kl.10 og slutter på Skodsborg. Frokost Spiseriet, Gl. Holtegaard, hvor de serverer en dejlig varm suppe. Turen er i alt på ca. 13 km.
  • Fredag 3. februar: Vi mødes kl.10 på Lyngby station. Turen går langs Mølleåen til Nærum og derfra til Skodsborg station. Vi spiser medbragt madpakke et sted i naturen. ca. 10 km.

Anbefaling før turen:

Det bliver en fantastisk uge med oplevelser og gode samtaler på de lange vandreture. Men er du ikke i helt top-vandreform, er det en god idé med lidt gå-træning i ugerne op til, så kroppen ikke bliver udtrættet, og du risikerer skader.

Pris og tilmelding:

200 kr. samt en donation på 200 kr. til Gotvedinstituttet – tilmeld dig her

200 kr. uden donation – tilmeld dig her

Derudover betaler man selv for frokost og drikkevarer.

OBS!

Tilmeldingen gælder alle 4 dage. Hvis der er dage, hvor man ikke kan deltage, SKAL man huske at sende en mail til henriettebolt@gotved.dk senest en uge før. Hvis man ikke dukker op tirsdag eller torsdag, hvor der er reserveret bord og mad, vil vi blive nødt til at opkræve for måltidet.