Retreat på Langeland

4 dage med Gotvedbevægelse, gåture og ro i naturskønne omgivelser

Tur til Shanti Retreat på Langeland 28.-31. oktober 2021

Midt på Langeland vest for Rudkøbing finder du et lille paradis med flotte historiske bygninger og en smuk have med frugttræer samt et rigt blomster- og planteliv. Shanti Retreat ligger i naturskønne omgivelser tæt på sandstrand og havneby.

Tid til krop og sjæl

Denne skønne lange weekend bliver ren forkælelse til krop og sjæl.
Vi skal primært lave gotvedgymnastik på denne tur, og det fantastiske ved at være afsted i flere dage er bl.a at der er god tid til fordybelse.
Derudover er Langeland er en skøn ø med mulighed for smukke vandreture ved havet. Der vil også være mulighed for at bade.
Turen ligger i efteråret, hvor skoven vil være gul og orange. Det kommer vi til at kunne nyde, både mens vi er aktive sammen og til stille stunder alene – alt efter ønske.

Om underviseren Jette Hjulmand

Jeg er underviser og turguide på denne tur og derfor en lille introduktion:
Jeg hedder Jette Lautrup Hjulmand og underviser 4 hold på Gotvedinstituttet. Jeg har undervist i 20 år og er stadig meget glad for det, og det er det, jeg lever af i forskellige sammenhænge. Jeg har også en yogauddannelse, giver massage, er personlig træner, afholder kurser for andre undervisere og pædagogstuderende.
Sammen med en kollega og veninde har jeg arrangeret rejser til forskellige sydeuropæiske lande gennem de sidste 8 år. Netop det at være sammen i flere dage synes jeg, giver fantastiske muligheder for at arbejde med kroppen, så det gør en forskel. Det er altid et skønt energiløft. Samtidig er det meget hyggeligt og opløftende at være i en samlet gruppe gennem flere dage.
Jeg glæder mig og håber du vil med.

Priser og tilmelding:

Pr. person for dobbeltværelse: 3900,- kr. Tilmeld dig her
Pr. person for eneværelse: 4400,- kr. (begrænset antal). Tilmeld dig her
(Prisen er eksklusiv transport og drikkevarer)
Der er check-in torsdag 28. oktober 2021 kl. 14.00 og check-ud søndag senest kl. 12.00. Skema for dagene vil blive sendt ud, når vi nærmer os turen.

HUSK: Hver deltager skal tilmeldes individuelt.

Afbud

Tilmelding kan annulleres op til 60 dage før startdato. Afbud senere end dette vil ikke give betaling retur.

Værelser

De fleste værelser er dobbeltværelser, så man melder sig sammen to og to, ellers skal man være indstillet på at dele værelse med en, man endnu ikke kender. Der er 4 fælles badeværelsesfaciliteter.

Måltider

Alle måltider er vegetariske, og vi spiser sammen. Husk at maile til Jette ved særlige behov, f.eks. hvis du har allergier.

Transport

Der vil være mulighed for fælles togtur, hvor vi mødes på Københavns Hovedbanegård. Når vi nærmer os afrejsetidspunkt, kommer der mere info, så vi kan hoppe på det samme tog. Der er selvfølgelig også mulighed for at køre dertil i egen bil. Transporten er ikke inkluderet i prisen.

Skriv til Jette ved tilmelding og oplys, hvem du deler værelse med og ved eventuelle ønsker angående kosten: jettehjulmand@hotmail.com