Et kursus for mænd, der vil have styr på musklerne og funktionen i og omkring bækkenet.
Den nyeste forskning viser, at det ikke kun er vores evne til at holde tæt, der er afhængig af bækkenbundsmusklerne. En veltrænet bækkenbund gavner også rejsningen.
På dette kursus vil jeg gennemgå den grundlæggende anatomi og fysiologi, så alle får styr på, hvordan vi er bygget op, og hvordan det hele virker. Søren Ekman gennemgår øvelser til træning og afspænding af bækkenbunden. Det handler om at forbedre funktionen og om at genvinde tabt land.
Vi arbejder med øvelser, der træner bækkenbunden isoleret, og øvelser, der træner det samarbejde, som bækkenbunden har med resten af kroppen. Vi beskæftiger os med træningsopbygning, motivation og kontrol. Du får trænet din balance, stabilitet og styrke, da bækkenbunden spiller en væsentlig rolle i forhold til disse bevægelseskvaliteter.
Jo mere kontrol du får over kroppen, jo mere frihed får du til at gøre hvad du har lyst til. Alle går hjem med et øvelsesprogram og kan fortsætte træningen med det samme.
Indholdet veksler mellem teori og øvelser, så medbring både papir, blyant og tøj, du kan bevæge dig i.