NYHEDSBREV MAJ 2017 


 
Foto: Søren Nielsen

Aktiv sommer på Gotvedinstituttet

Arabiske toner i sommervarmen
I hele juni og de sidste tre uger af august kan du holde dig i gang med Gotvedgymnastik. Ud over de velkendte hold har vi tre varme nyheder: Groove, mavedans og et gåhold - alle kombineret med Gotvedgymnastik. Rabatten for at gå på to hold gælder også sommerhold. Giv kontoret besked om, hvilke hold du går på, da rabatten ikke trækkes automatisk.

Karina Folsing har fordybet sig i den nye bevægelsesform, groove, der på kort tid er blevet meget populær. Vi danser til alt fra funk, hiphop, soul til klassisk. Der er enkle, bestemte trin til hver eneste sang, men du bestemmer selv, hvordan det skal se ud. Der er garanti for sved på panden og masser af energi tirsdage kl. 16-17.
Læs mere og tilmeld dig

Sommerens anden nyhed er mavedans. Lisbeth Olesen holder dette kursus, som fokuserer på både isolerede og gennemstrømmende bevægelser og stor musikalsk variation. Kom og dans lørdag den 10. juni kl. 10-13.
Læs mere og tilmeld dig.

På gå-holdet kan du torsdage kl. 9-10 optimere din gangfunktion ved hjælp af Gotvedgymnastik. Du lærer opmærksomhed på afsæt, landing, skridtlængde og dit åndedræt, mens du går. Dette hold er perfekt at kombinere med kurset ”Fødderne – vores fundament”, lørdag den 17. juni kl. 10-13.
Læs mere og tilmeld dig.

Ømme knæ vil have bevægelse
Når man har knæproblemer, har det bedre effekt at træne end at få kirurgisk og medicinsk behandling, ifølge Sundhedsstyrelsen og Gigtforeningen. Træning giver både færre smerter og bedre funktion. Hvis du får ondt i knæene af længere gåture, at gå på trapper eller at ligge på knæ, er kurset ”Lær dit knæ at kende” til dig. Knæproblemer har stor betydning for hele kroppens funktion. Det gælder om at holde sig i bevægelse, også selvom det gør lidt ondt. Let og passende bevægelse kan forbedre situationen. Søndag den 24. september holder fysioterapeut Dorte Mølgaard og bevægelsespædagog Mette Bøeg kurset ”Lær dit knæ at kende”. Læs mere og tilmeld dig.

Mail om gentilmelding
Hvis du allerede nu går på et gymnastikhold, modtager du snart en mail med et link, så du kan tilmelde dig den nye sæson, der går fra september 2017 til og med maj 2018. Du har mulighed for at sikre dig en plads på dit nuværende hold, før nye deltagere kan tilmelde sig. Du skal blot tilmelde dig inden 1. juli.

Frisk med træning i dagtimerne
De fleste, der går til gymnastik på Gotvedinstituttet, tilmelder sig år efter år. Vi er utrolig glade for jeres trofasthed og for, at I er så glade for gymnastikken. Når du tilmelder dig næste sæson, så overvej, om du har mulighed for at gå til gymnastik i dagtimerne. At gå til gymnastik om dagen giver masser af energi til resten af dagen, og som bonus har du fri om aftenen. På de fleste daghold er der plads til, at du tager dine venner/veninder med, og er I en gruppe, der vil flytte hold sammen, ring til kontoret, så hjælper vi.

Kom til fest 1. september
Helle Gotveds far, N.H. Rasmussen, etablerede gymnastikinstituttet i 1887. Den 1. september fejrer vi, at vi tager hul på den 130. sæson med gymnastik, musik og energi. Vi markerer samtidig sidste del af totalrenoveringen af vores fredede Gymnastikhus, når cykelskur, garage og plankeværk også står færdigt. Vi kan igen takke Knud Højgaards Fond for også at finansiere denne del af renoveringen. Knud Højgaards Fond har givet bidrag til hver af de øvrige renoveringer både ud- og indvendigt. Alle er velkomne, når vi fejrer det hele med bobler, taler, sange og måske dans og gymnastik mellem kl. 16 og 19. Dagens program bliver offentliggjort, når vi nærmer os festdagen. Arrangementet er gratis, men da vi gerne vil vide, hvor mange I kommer, kan du tilmelde dig her.

Gratis træning
De studerende på uddannelsen til bevægelsespædagog siger en stor tak til alle deltagerne på gratisholdet fredag kl. 15-16. Den 28. april var sidste gang inden sommer, og det har været meget lærerigt for de studerende at undervise jer. Vi har også hørt fra jer, at det som deltager også er interessant at opleve fagets udvikling. Vi håber, at I kommer igen efter sommerferien, når vi går i gang den 29. september. Alle, der går på instituttet, er velkomne til at deltage på dette hold. Mød blot op, når holdet begynder igen til efteråret.

Få flere nyheder fra os
Få nyheder fra Gotvedinstituttet hver uge ved at følge os på Facebook og Instagram. Her fortæller vi om nye hold og kurser og afholder løbende konkurrencer. Ikke mindst er vi altid glade for at få kommentarer og input fra jer.
Følg os på Facebook.
Følg os på Instagram.

Giv et nyhedsbrev
Har du en ven, der også vil have nyheder fra os direkte til emailen? Så kan du tilmelde hende eller ham her.



Kontoret
Kontoret har åbent mandag 13.00-16.30, tirsdag 10.00-13.00, onsdag og torsdag 10.00-14.00.
Breve og emails besvares indenfor tre arbejdsdage.

Gotvedinstituttet
Vodroffsvej 51 • 1900 Frederiksberg C • Tlf. 35 35 20 19 • Email kontor@gotved.dkwww.gotved.dk