DECEMBER 2016 • NYHEDSBREV NR. 70 


 
Julekort fra Gotvedinstituttet!

Juleferie
Traditionen tro er der juleafslutning på alle hold inden Gotvedinstituttet holder julelukket. På alle daghold vil der blive serveret kaffe, og på holdende efter kl. 15.00 vil det være muligt at skåle i portvin. Det er en hyggelig tradition, hvor der er tid til at snakke med underviseren og de andre på holdet. På Gotvedinstituttet mener vi, at det sociale sammenhold har stor betydning for tryghed og tilknytning til instituttet. Når vi bliver set, hilst på og kan mærke et tilhørsforhold til holdet kan vi slappe af og være os selv, hvilket betyder at vi får mest ud af gymnastikken. Det betyder også meget for underviseren at hun/han ved en lille smule om dem der går på holdene.
Sidste undervisningsdag inden jul er onsdag 21. december, og første undervisningsdag efter jul er torsdag 5. januar.
Vi ønsker alle en rigtig god jul og et godt nytår!

Adventskalender
Facebook og på hjemmesiden vil der hver søndag op til jul være et tilbud. 1. søndag i advent var tilbuddet, at nye gymnaster kan få 3 måneder for 2 måneders pris. Dette introduktionstilbud gælder hele december. Hold øje med facebook og hjemmesiden for de næste 3 tilbud!

Rabat og gaver
Kombinerer du introtilbuddet med et gavekort, kan du både give 3 måneders dejlig gymnastik til 2 måneders pris, og selv spare en måneds kontingent. Når du skaffer en ny deltager på et gymnastikhold, kan du spare en måneds kontingent, og det gælder hele året. Hvis du går på flere gymnastikhold, kan du få 60,- kr. i rabat per ekstra hold. Husk at give kontoret besked, da det ikke sker automatisk.

Jule-groove
Hvis du syntes at juleferien er lidt for lang og juleanden ligger lidt for tungt i maven, er det muligt at tilmelde sig til jule-groove med Karina Folsing onsdag 28. december 17.00-18.15. Kom og dans til skøn musik og få danset lidt af "julefedtet" af dig! Timen vil bestå af Gotvedbevægelse, fri dans med bestemte trin udført på din helt egen måde og så slutter vi af med en kort afspænding. Det bliver svedigt og smadder skægt! Der bliver rift om pladserne på dette arrangement, vi har derfor valgt at lave en lille konkurrence på Facebook. Du kan komme gratis med på Jule-groove, hvis du sender os en lille beskrivelse af, hvorfor du har valgt at gå til Gotvedgymnastik, eller vis os din yndlings øvelse med en film eller foto. Beskrivelse, film eller foto sendes som besked til Gotvedinstituttets Facebook side. De første 15 pladser går til dem der skriver om Gotvedgymnastikken på Facebook. Har du ikke en Facebook profil, kan du købe en plads for 100,- kr. her.

Kurser
Gå ikke glip af muligheden for fordybelse. Tag et kursus, og lær dig selv bedre at kende. Indre Fitness havde fulde huser her i efteråret, og igen 14. januar er muligheden der igen, når Ullamai Rose Danielsen holder kursus 1.
Fra regnorm til anakonda havde venteliste i efteråret, og 3. marts holder Søren Ekman kurset i og om mandens bækkenbund igen.
Fødderne – vores fundament er klassikeren, så hvis du ikke har været på det endnu, er det bare at melde sig til.
Et liv med fri bevægelse - mobilitet, styrke og motorisk kontrol - er et helt nyt kursus på instituttet. Det er Edith Maria H. Laugesen der underviser i noget af det nyeste indenfor træning, mobilitet og fascier. Edith har mange års erfaring som træner og bevægelsesunderviser, og tog Gotvedinstituttets uddannelse som bevægelsespædagog juni 2016.

Gratisholdet
De studerende arbejder benhårdt på at dygtiggøre sig, I kan derfor glæde jer til at møde dem i salen fredag klokken 15.00-16.00. Første gang er fredag 24 februar, og er gratis for dig der allerede går til gymnastik på instituttet. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig – du skal bare møde op 10 min før start, og holdet er åbent for både kvinder og mænd.



Kontoret
Kontoret har åbent mandag 13.00-16.30, tirsdag 10.00-13.00, onsdag og torsdag 10.00-14.00.
Breve og emails besvares indenfor 3 arbejdsdage.

Gotvedinstituttet
Vodroffsvej 51 • 1900 Frederiksberg C • Tlf. 35 35 20 19 • Email kontor@gotved.dk