NOVEMBER 2010 • NYHEDSBREV NR. 37

Først vil vi sende en hilsen til alle jer der er deltagere på Gotvedskolens gymnastikhold og kurser, og en særlig hilsen til de mange nye der er kommet til i løbet af efteråret. Vi håber at I er faldet godt til på jeres hold, både i omklædningsrum og sal. Husk at I alle til enhver tid er velkomne til at henvende jer til underviseren eller kontoret hvis I har spørgsmål, ønsker, ris eller ros.
Der er juleferie fra og med 22. december, til og med 2. januar, og sidste gang inden jul slutter undervisningen med at Gotvedskolen byder på et glas eller en kop kaffe, så I på holdene kan ønske hinanden god jul.


 
Protektricen
Foto: Søren NielsenTænk at det er min oldefar Ernst Rothe, der har bygget/muret selve Gymnastikhuset på Vodroffsvej 51! Det skønne hæderkronede bygningsværk hvor jeg oven i købet er Protektrice.
Det ville Helle vel nok ha frydet sig over! Hvor det dog ærgrer mig, at vi ikke nåede at hygge os sammen over det sælsomme sammentræf. Helles far og min oldefar må ha haft mangt et stormfuldt møde- mange intense samtaler sammen med arkitekt P.V. Jensen Klint om det smukke bygningsværks opførelse. Nej jeg kan ikke komme mig over, hvilket underfundigt puds skæbnen har spillet os der.
Jeg troede ikke mine egne øjne, den dag jeg fuldstændig uvidende blev ført rundt i byen, for at se hvad Oldefar havde bygget. Det var i Slægtsforsknings-udsendelsen ”Ved du hvem du er” på DR 1 det blev afsløret. Nej jeg vidste virkelig ikke hvem jeg var.
Min fantastiske farmor Erna var et udenoms-ægteskabeligt barn. Hun var blevet adopteret af den mand vi tog for at være hendes kødelige far - vores oldefar. Så kom det frem i den udsendelse, hvem vores rigtige oldefar var: 
Bygmester Ernst Rothe. Ansvarlig ikke bare for opførelsen af Gymnastikhuset hvor jeg er Protektrice, men også for et andet sagnomspundet bygningsværk: Selve regeringbygningen Christiansborg! Blinde og Døve instituttet, som det også bliver kaldt, foran hvilket jeg gennem årene utrætteligt har optrådt i al slags vejr.
Oldefar har altså så og sige bygget både min kulisse og mit indhold! "Ret ryggen og tal sandhed" står der over Hoveddøren ind til verdens smukkeste gymnastiksal, hvor Helle og jeg hænger nok så nydelige i glas og ramme!
Det ku de lære meget af inde på Borgen! Ret ryggen og tal sandhed! Det må vi aldrig glemme. Jo I kan nok forstå det er en Pærestolt Protektrice der siger så mange gange tak for hvervet! Det har fået nye dybder og større forpligtigelser.

Glædelig jul og kærlig hilsen
Anne Marie Helger

Gaver
Gotvedskolen modtager ingen offentlige midler, hverken til gymnastikinstituttet eller uddannelsen. Takket være vores mangeårige, faglige anerkendelse og det almennyttige formål fik vi i 2001 godkendelse efter ligningslovens § 8A.
I løbet af det sidste år er det blevet tydeligt hvor vigtigt det er for os at bevare denne godkendelse. Vi er blevet medlemmer af ISOBRO som er en forening der organiserer alle institutioner med samme godkendelse. Dette medlemskab betyder flere administrative og økonomiske fordele for Gotvedskolen. Der er desuden den bonus ved denne status at private fonde har nemmere ved at støtte os med tilskud til renovering af Gymnastikhuset.
Vi har siden 1. januar 2010 fået 17 gaver, og gennem de sidste 3 år 87 gaver. Vi er rigtig glade for at så mange af jer har tænkt på os i tidens løb, men vi skal modtage 300 gaver over 3 år, så vi står nu og skal skaffe 220 gaver inden 31. december.
Det er som sagt i høj grad antallet der er vigtigt, og i år vil vi godt kvittere med en T-shirt eller en cd til alle der betænker Gotvedskolen med en gave. Der er 3 farver T-shirts og 2 cd’er at vælge imellem.
En gave skal være på 50,- kr. for at tælle i regnskabet, og for os er det ikke pengene der har betydning, men antallet af gaver. Hellere to gaver på 50,- kr. end en på 100,- kr. Det er antal gavegivere der registreres, så der skal stå et navn for hver giver på indbetalingerne. Man kan via netbank sende gaven på et indbetalingskort kode 73 til 89407753. Husk blot at skrive ”gave”, navn og om man ønsker en T-shirt eller cd. Har man ikke netbank sender vi med glæde et indbetalingskort.

Hvorfor er styrketræning så vigtig når man bliver ældre?
Det er ingen kunst at undervise dem der kan det hele. Udfordringen ligger i at se ressourcerne i mennesker som bevægelsesmæssigt er begrænsede og derfor skal træne med nænsomhed. Aldersforandringer er ikke nødvendigvis aldersbetingede, men påvirket af inaktiv livsførelse. Jeg ser ofte når der kommer nye ind på holdene, hvor stærke og velkoordinerede de ældre på holdet er.
De fysiologiske forandringer er uundgåelige, men vi kan selv gøre en indsats for at rette op på forfaldet. Især er styrketræning vigtigt for ældre for at bevare spændstighed og energi i muskulaturen. Men også generel bevægelse af hele kroppen er afgørende for livskvaliteten. Ved at styrke kroppen tilfører vi den energi og parathed der skal til for at fungere i dagligdagen. Ved at træne musklerne med opmærksomhed, øges musklernes spændstighed og dermed løftes kroppens generelle energiniveau og det mentale stemningsleje får ligeledes et løft. Alle der går på Gotvedskolen har oplevet hvad bevægelse gør for krop og humør. Man går glad fra træning – ikke blot pga. en god samvittighed, men især fordi der sættes skub i kemiske processer når vi bevæger os. Skelettet styrkes og genopbygges ved hop, fjedring og løb. Når knoglerne bruges, gendannes knoglemassen, og derved styrkes kroppen indefra når vi bevæger os.
Det er godt at I har valgt at gå til gymnastik. I gør noget godt for jer selv og det har stor betydning at være vant til at træne sin krop. Det betyder at man hurtigere vil komme sig efter eventuel indlæggelse og sygdom. Man bliver bedre i stand til at fortælle præcist hvordan man mærker forandringer i kroppen fordi den trænes med opmærksomhed i hver time på Gotvedskolen. Og hvis man endelig skal være afhængig af noget – hvorfor så ikke Gotvedgymnastik!

Venlig hilsen Henriette Bolt
Leder af bevægelsespædagoguddannelsen

Gratis gymnastiktime
Fredag 4. februar 2011 begynder det nye hold studerende at undervise i Gymnastikhuset kl. 15.00-16.00. Det er kun for jer som går på Gotvedskolen, det er gratis og der er ingen tilmelding - man møder bare op. Det er først til mølle, med et maksimum på 20 deltagere og både mænd og kvinder er velkomne. Kom og mød de vordende bevægelsespædagoger, og følg deres udvikling de næste 1½ år. Intensiteten svarer til et I form hold.

Nye fakturaer
Tak fordi I har taget så vel imod de nye fakturaer. Mange er rigtig glade for at I som deltagere på holdene ikke selv skal huske at tage et indbetalingskort, finde den rigtige pris, skrive det rigtige på indbetalingskortet og så videre. Vi oplever i administrationen den samme lettelse i de daglige rutiner, så vi derved får bedre tid til at yde jer den service som vi selv har ambitioner om.
Det har været en turbulent periode de sidste 2-3 måneder på Gotvedskolens kontor, og i den forbindelse kan der være nogle af jer som mangler svar på en henvendelse. Da vi skiftede mailprogram var der simpelthen nogle mails der forsvandt, så hvis man har sendt en mail der ikke er blevet svaret på, så send den endelig igen.
I løbet af december sender vi fakturaerne for januar kvartalet, og vi vil bede jer om at
kontrollere om alle oplysningerne er korrekte. Hvis man ikke modtager fakturaen, skyldes det sikkert en fejl i adressen. Hvis man har givet os en e-mail adresse, men aldrig bruger den, vil vi også gerne vide det. Så kan vi slette den og sende et brev i stedet.

Ombygningen
Planen er stadig at vi går i gang med ombygning og indvendig renovering af Gymnastikhuset 1. juni. Vi har endnu ingen afgørelser, men der kommer gode røgsignaler fra fondene.
Mange har spurgt til det nye linoleum i omklædningsrummene, og det er valgt med omhu af både ledelse og arkitekt. Linoleummet blev skiftet i forbindelse med skybruddet 14-15. august som gav kloakvand i hele kælderen. Derfor valgte vi Linoleum efter hvordan omklædningsrummene bliver efter renoveringen, og fejelisterne er ubehandlede da det derved bliver nemmere at male dem i den farve der vil passe til bænkene.

Glædelig jul og Godt nytår!
Henriette Bolt og Søren Ekman



Pengegaver til Gotvedskolen
Skolen får ikke offentlige tilskud til gymnastikundervisningen og til uddannelsen som bevægelsespædagog. De der gerne vil vise deres glæde ved den ugentlige gymnastik med en pengegave til skolen gør derfor god gavn. Da skolen er en almen selvejende institution er den omfattet af reglerne for skattefritagelse ved gaver og for arveafgift ved arv. Der er tre forskellige muligheder:
Engangsbeløb. Er beløbet over 500 kr. kan beløbet over de 500 kr. trækkes fra i skat.
Gavebrev. Et sådan brev indebærer at man over mindst 10 år binder sig for at betale et fast beløb til Gotvedskolen. Beløbet er fuldt fradragsberettiget op til 15.000 kr. pr. år. (Skolens kontor har en fast formular for gavebrevet og sender en kopi heraf til SKAT).
Testamentarisk gave. Man kan begunstige Gotvedskolen i sit testamente med et angivet beløb. Gotvedskolen friholdes for arveafgift ved testamentariske gaver.
Antallet af gaver er vigtigt. For at opretholde godkendelsen under ligningsloven § 8A, der giver mulighed for de her omtalte rettigheder i forhold til gaver og arv, skal Gotvedskolen over en treårig periode modtage gennemsnitlig mindst 100 gaver om året. En gave skal blot være på 50 kr. for at tælle med i regnskabet, og ønsker man at give 100 kr., vil det være en fordel at dele den i to og anføre ægtefælle, barn eller en anden som giver.
Skolens kontor skal meddele SKAT, hvem der har givet skolen gaver i årets løb, så de kan fritages for skat af beløbet. De gavegivere der giver mere end 500,- kr. skal derfor sende kontoret deres CPR-nummer.

bestyrelsens vegne
Gunvor Auken

 


Kontoret
Kontoret har åbent mandag til torsdag 9.00-13.00, for telefonisk og personlig henvendelse.
Breve og emails besvares indenfor 3 arbejdsdage.

Kan købes på kontoret
Bøger
• Helle Gotved "Gotvedgymnastik - en grundbog": 229 kr.
• Søren Ekman "Fra regnorm til anakonda - den mandlige bækkenbunds muskler og funktion": 99 kr.
• Helle Hein "Godt liv og bevægelse med knogleskørhed": 249 kr.
• Landsforeningen af statsaut. Fodterapeuter og Søren Ekman "Træn dine fødder sunde": 20 kr.
CD
• Inge Gotved og Dorte Mølgaard: "Energi & krop": 60 kr.
• Helle Gotved "Morgengymnastik": 60 kr.
DVD'er:
• "I Form på 2 m2" - Henriette Bolt og Søren Ekman har sammensat 75 minutters Gotvedgymnastik til hjemmebrug. Bonus-track med Anne Marie Helger. 169 kr.
• "I Form efter fødslen med Gotvedgymnastik" - Henriette Bolt viser her hvordan man kan få kroppen i gang efter fødslen. 169 kr.
• "Indre Fitness" - Ullamai Rose Danielsen (Ulla Kauth) har sammensat Gotvedgymnastik og de 5 tibetanere til hendes eget koncept. 169 kr.
• "Fra regnorm til anakonda" - Søren Ekmans bog om bækkenbundstræning for mænd - nu som DVD, med intens introduktion af Peter Larsen. 169 kr.
Tshirts
• Sort, rød, grøn, brun eller beige S/M/L/XL: 50 kr.
3 artikler
• Helle Gotved Om skulderproblemer, totalbevægelse samt krop & stemme. Fra 25 til 50 kr.
Læs mere om udgivelserne her.

Afmeld nyhedsbrevet
Øverst på denne side er der link til tilmelding og afmelding af nyhedsbrevet. Klik på linket - udfyld din emailadresse, vælg "Afmelding" og klik på "Send".

Gotvedskolen
Vodroffsvej 51 • 1900 Frederiksberg C • Tlf. 35 35 20 19 (9-13) • Email kontor@gotvedskolen.dk