MARTS 2007 • NYHEDSBREV NR. 23


 
Foto: Ole MeyerGotvedskolen køber Gymnastikhuset
Vi kan med glæde fortælle at vi i nu køber Gymnastikhuset af Helle Gotveds børn. Dermed træder vi ind i en ny æra, med nye muligheder og nye opgaver.
Gotvedskolen skifter status fra lejere i Helle Gotveds hus til ejere af dette unikke gymnastikhus, som emmer af håndværksmæssig stolthed og 109 års bevægelse. Derved kan vi sikre Gotvedskolens eksistens i Gymnastikhuset for fremtiden.

Nu kan vi gå i gang med at arbejde for vores visioner, som blandt andet indebærer at få uddannelsen til bevægelsespædagog tilbage til Gymnastikhuset. Vi har siden 1996 lejet os ind i de dejlige og lyse lokaler på Sommerstedgade 7, 2.sal, og I som kommer der jævnligt, ved hvor godt disse lokaler fungerer.
Vesterbro er imidlertid blevet et dyrt sted at bo, og hvis vi skal sikre vores uddannelse, må vi flytte den ind i lejligheden på 2.sal i Gymnastikhuset. De nuværende ejere af ejendommen i Sommerstedgade har desuden andre planer med ejendommen, så vores dage der er ved at være talte. Vi har erfaret at vores husleje i Sommerstedgade er lav i forhold til normen for erhvervslejemål i København og på Frederiksberg, så hvis vi skal finde andre lokaler i byen, vil det blive væsentligt dyrere.

For at sætte situationen på spidsen, kan man sige:
Uddannelsen til bevægelsespædagog risikerer at stå uden lokaler i løbet af kort tid. Uden uddannelse sygner Gotvedgymnastikken hen, og det faglige grundlag for Gotvedskolens eksistens undermineres.

Beslutningen om at flytte uddannelsen tilbage til Gymnastikhuset indebærer
følgende problemer:
I forsøget på at ændre 2.sals-lejlighedens status fra bolig til erhverv, er vi stødt ind i en mur af regler på Frederiksberg rådhus. Bolig- og ejendomsudvalget har afslået vores ansøgning, fordi man ikke må nedlægge en familiebolig på Frederiksberg. De anerkender at der er støjgener forbundet med at bo oven på gymnastiksalen, men ikke nok til en dispensation. Vi forsøger nu igen at få en dispensation fra Frederiksberg kommune på et nyt grundlag. Som Helle Gotved sagde: ”Det er kun mig der kan holde ud at bo her”.
I øjeblikket arbejdes der på at finde et erhvervslejemål der ved at blive ændret til bolig, kan udgøre erstatningsbolig for Helle Gotveds lejlighed. Det er dog uvist om dette kan lade sig gøre.
Hvis vi opnår at ændre lejlighedens status til erhverv, skal Kulturarvsstyrelsen godkende ombygningen af lejligheden til bevægelsesrum, fordi huset er fredet.

Så langt er vi kommet nu. Der er langt til målet, og hvis der skulle være nogen blandt læserne af dette nyhedsbrev der har ideer til flere muligheder, vil vi meget gerne høre om dem. Vi har selv tænkt at gå til Frederiksbergs lokalaviser og andre presse kontakter, så hvis I har kontakt til pressen vil vi gerne høre om det.
Inge og Uffe Gotved har valgt at flytte ud af deres lejlighed på 3.sal, og deres lejlighed bliver til viceværtlejlighed.

Fest
Vi har selvfølgelig tænkt os at fejre vores indtræden i en ny æra og håber at mange af jer har mulighed for at deltage. Vi vil holde festen i forbindelse med sæsonstarten, men tidspunkt og dato ligger ikke fast endnu. Vi vil sørge for at sende et nyt nyhedsbrev ud, så snart vi kender datoen og programmet.

Gaver
Takket være jeres støtte gennem de sidste 6 år, har vi kunnet opretholde vores godkendelse i henhold til ligningslovens § 8A. Dette har bl.a. betydet at vi har været fritaget for arveafgift i sagen omkring overtagelsen af Gymnastikhuset. På længere sigt vil det være en fordel når vi skal søge fonde om støtte til ombygning eller istandsættelse af Gymnastikhuset.
Vi har nu i alt modtaget ca. 30.000,- kr. i gaver fra jer siden starten, og alle gavebeløb bliver stadig sat på vores formålsbestemte konto. Den har indtil nu støttet købet af Gymnastikhuset, men vil fremover gå til istandsættelser af Gymnastikhuset. Den Berlingske fond har desuden givet 50.000,- kr. Se i øvrigt orientering nederst på nyhedsbrevet, eller ring til kontoret for information.

Ny bank
Som de fleste har opdaget nu, har vi fået ny bank. Vi skiftede til Merkur Andelskasse i april sidste år, men vi har ventet med at lukke vores girokonto. Der er stadig en del der har gamle girokort liggende og benytter dem til betaling af kontingent. Vi modtager derfor stadig kontingentindbetalinger på girokontoen, men det vil være slut fra 1.juli. Den dag lukker vi girokontoen, og vi vil derefter kun modtage betalinger via de nye indbetalingskort, kode 73 til nr. 89407753, uanset om man betaler via netbank, bank eller posthus. Indbetalingskortene står i stativet uden for omklædningsrummene.

Kvartaler
Fra næste sæson vil det kun være muligt at indbetale kontingent kvartalsvis. Det kommer til at passe med at sæsonen dækker 3 kvartaler for vores faste gymnaster: april/maj/september – oktober/november/december og januar/februar/marts. Ændringen skyldes flere administrative opgaver på kontoret og vil betyde en væsentlig tidsbesparelse for bogholderiet.
Det vil stadig være muligt at skifte hold i løbet af sæsonen, og man kan stadig framelde sig skriftligt med en måneds varsel.

Deodorantspray
Vi vil bede om at man afstår fra at benytte deodorantspray i omklædningsrummene, da det er til stor gene for allergikere.

Parkering i Sommerstedgade
Sommerstedgade bliver betalingszone. Fra 26. marts indføres betalingszone på broerne som erstatter 2-timers zonen. Dette betyder at der stilles billetautomater op, og at det derefter koster 9 kr. i timen mellem kl. 8.00 og 22.00 at parkere i Sommerstedgade.

Salg af bøger og CD
Takket være medieomtalen af Søren Ekmans ”Fra regnorm til anakonda”, er der siden udgivelsen januar 2006 blevet solgt 3.600 eksemplarer. De fleste er blevet solgt gennem boghandlere og forlaget Frydenlund, og alle indtægter på bogen tilfalder Gotvedskolen. Som følge af bogens succes afholder Søren på Gotvedskolen mindst 2 gange årligt kurser i bækkenbundstræning for mænd, ligesom han ofte bliver opfordret til at holde kurser andre steder.
Af Helle Gotveds ”Gotvedgymnastik - en grundbog” er der blevet solgt 600 stk.
”Energi & Krop” – cd´en af Inge Gotved og Dorte Mølgaard er der blevet solgt i omkring 200 stk. i årets løb.

Venlig hilsen
Henriette Bolt og Søren Ekman


Masterprojekt og interviewundersøgelse
Jeg vil sammen med en medstuderende Anne-Mette Friis fra Institut for Idræt på Masteruddannelse i Idræt og Velfærd lave vores masterprojekt om Gotvedskolen. Nøgleordene i opgaven kommer til at være Gotvedskolens ideologi, historie og syn på krop og sundhed.
Derudover vil vi undersøge hvilken ekspertise Gotvedskolen sidder inde med, som kan være til gavn for at løse opgaven med de fysisk inaktive grupper i samfundet og dermed være med til at løse problemet med vores stigende forekomst af livsstilssygdomme i Danmark.
Arbejdet indebærer at vi vil lave interviews med Søren Ekman og 2 grupper gymnaster på holdene.

Venlig hilsen
Bevægelsespædagog Lotte Marie Jensen




Om gaver
Gotvedskolen er godkendt efter ligningslovens § 8 A og kan dermed opnå visse skattemæssige fordele. Godkendelsen er betinget af, at skolen har modtaget gennemsnitligt 100 gaver om året over en 3- årig periode. Godkendelsen skal holdes ved lige, så det er vigtigt at gavestrømmen fortsætter. Giverregnskabet optælles pr. kalenderår, så hvis du ikke har givet noget i 2006, er det tid nu. Enhver gave på 50 kr. tæller i giverregnskabet. Hvis du vil give mere, gør det gaven mere værd for skolen at fordele den på flere givere, med mindre du vil give meget - over 500,- kr. - så du selv kan trække beløbet over de 500,- kr. fra i skat. Brug indbetalingskort, evt. pr. netbank - det letter regnskab og dokumentation. Og husk at skrive ”Gave” i meddelelsesrubrikken!

Kontoret
Kontoret har åbent alle hverdage ml. 9.00 og 13.00, for telefonisk og personlig henvendelse.
Breve og emails besvares indenfor 3 arbejdsdage.

Kan købes på kontoret
Bøger: Helle Gotved "Gotvedgymnastik - en grundbog": 229,- kr.
Søren Ekman "Fra regnorm til anakonda - den mandlige bækkenbunds muskler og funktion": 99,- kr.
CD: Inge Gotved og Dorte Mølgaard: "Energi & krop": 50,- kr.
Tshirts: Sort eller beige S/M/L/XL: 100,- kr.
3 artikler: Helle Gotved Om skulderproblemer, totalbevægelse samt krop & stemme Fra 50,- til 90,- kr.
Læs mere om udgivelserne her.

Afmeld nyhedsbrevet
Fra forsiden af Gotvedskolens hjemmeside er der et link til nyhedsbrevet - klik på det. Indtast derefter emailadressen der skal afmeldes, vælg "Afmelding" og klik "Send".

Gotvedskolen
Vodroffsvej 51 • 1900 Frederiksberg C • Tlf. 35 35 20 19 (9-13) • Email kontor@gotvedskolen.dk