Gotvedgymnastik – hvad er det?

Gotvedgymnastik er grundtræning for alle. Øvelserne tager udgangspunkt i kroppens naturlige bevægelsesmønstre, og sammenhængen mellem musik og bevægelse er altid i fokus.

Med gotvedgymnastik i kroppen oplever du ro, velvære og styrke. En tilstand, som styrker immunforsvaret og forebygger stress. De metoder, vi anvender på Gotvedinstituttet, inspireres af tidens trends og forandringer, men vi fastholder Helle Gotveds særlige gymnastikpædagogiske værdier om det naturlige bevægelsesmønster.

Den funktionelle træning er vigtig

Vi bruger begreber som kropsbevidsthed, flow, energi, kraft og variation som bærende elementer i al vores undervisning. Dagligdags bevægelser som gang, løb, skub eller træk bruger vi til at træne kroppens muskulatur og sammenhæng. Det kaldes funktionel træning og giver den styrke, som du skal bruge i hverdagens udfordringer. Mange beskriver gotvedgymnastik som ”at komme hjem” som den oplevelse, man får, når kroppen bliver bevæget roligt og bevidst. Enkle og gentagne bevægelser giver ro i krop og sind.

Gotvedgymnastik med fokus på muskeltræning

Vi ved, at kroppen skal udfordres for at øge muskulaturens styrke. Derfor vil der altid være styrkende øvelser, så man mærker, at kroppen bliver stimuleret og udfordret i gotvedgymnastikken. Når udfordringerne passer til dine forudsætninger, bliver du stærkere.

Balance og bevægelighed

Åndedrættet er centralt i mennesket. Når vi dyrker gotvedgymnastik, arbejder vi bevidst med åndedrættet for at skabe jordforbindelse og gennemstrømning for at tilføre kroppen mere ilt og nye ressourcer. Udspænding, stræk, afspænding og enkle massageøvelser bruger vi til at skabe øget kontakt med enkelte kropsdele og muskler. På den måde kan man bevare spændingsbalance og bevægelighed omkring led, hvilket giver øget velvære og udsætter alderdomsforandringer.

Vi dyrker fællesskabet

Gotvedgymnastik er for krop og sjæl. Fællesskabet med de andre på holdet har stor betydning for glæden og motivationen for at komme igen – og igen. Det er aldrig for sent, og alle kan være med!

Alle undervisere på Gotvedinstituttet har bestået vores uddannelse til bevægelsesunderviser og massør og har dermed valgt et liv i bevægelse og at give bevægelsen videre til andre.